Forskningen viser, at skolevægring sjældent kan tilskrives én faktor; typisk er der et komplekst samspil mellem elevens egne vanskeligheder, forhold i hjemmet, læringsmiljøet og skolens kultur. Tværfaglige litteraturgennemgange fremhæver især: koblingen til internaliserede lidelser (angst/depression)overrepræsentation af neuropsykiatriske diagnoser, begyndende fravær i de tidlige klassetrin som advarselslamper for massivt fravær senere
tag kontakt for en uforpligtende snak
Primære problemstillinger
Når et barn eller en ung oplever skolevægring, er det helt afgørende at forstå de bagvedliggende årsager – ikke blot forsøge at få barnet tilbage i skole hurtigst muligt.
Skolevægring opstår sjældent fra den ene dag til den anden. Det er typisk en gradvis proces, hvor barnets trivsel over tid er blevet påvirket negativt. Mange børn forsøger længe at holde ud, før de til sidst ikke magter at komme af sted. Derfor er det vigtigt at se på, hvad der har ført op til fraværet – og ikke kun på fraværet i sig selv.
Ofte handler skolevægring om, at barnet har svært ved at navigere i skolens sociale og faglige krav.
Det kan skyldes:
Sociale udfordringer, fx mobning, eksklusion, eller at barnet har svært ved at indgå i fællesskaber.
Sensorisk overbelastning, fx fra støj, mange indtryk og en uforudsigelig skoledag.
Urealistiske eller utydelige faglige krav, som giver barnet en følelse af nederlag eller angst.
Psykiske belastninger, fx angst, autisme, ADHD eller traumer, som gør det svært at være i skolens strukturer og forventninger.
Manglende relationel tryghed, fx hvis barnet ikke føler sig set eller mødt af de voksne omkring sig.I mange tilfælde har barnet udviklet forskellige mestringsstrategier for at klare sig i skolen – fx tilbagetrækning, fysisk ubehag eller konfliktsøgende adfærd – som bliver tydeligere i takt med, at belastningen stiger.
Når disse strategier ikke længere rækker, udebliver barnet fra skole.
Derfor bør det første skridt ikke være at planlægge en tilbagevenden, men at forstå barnets perspektiv og situation. Det kræver, at vi:
Undersøger barnets styrker og udfordringer – både fagligt, socialt og følelsesmæssigt.
Afdækker konkrete belastninger i skolemiljøet.
Inddrager barnet og familien aktivt i afdækningen og den videre plan.
Skaber et trygt, forudsigeligt og meningsfuldt læringsmiljø, hvor barnet gradvist kan opbygge tillid og overskud igen.
Først når vi har denne forståelse og indsigt, kan vi begynde at tale om genopbygning – og det bør altid ske i barnets tempo og med blik for de barrierer, der har ført til skolevægringen i første omgang.
Ellers risikerer vi blot at gentage det samme mønster.
De sekundære problemstillinger
fylder ofte mest, når et barn eller en ung er i skolevægring.
Det er netop de sekundære problemstillinger, der handler om fraværet i sig selv – at barnet ikke møder i skole.
Det er her, man ofte sætter ind først med forskellige tiltag og interventioner for at få barnet tilbage i skole. Det kan være støttetimer, transportordninger, særligt tilrettelagte skemaer eller gradvis opstart.
Men som tidligere nævnt, er det en fejlslutning at begynde her, hvis man ikke først har afdækket de primære årsager til skolevægringen.
Hvis barnet ikke oplever, at noget fundamentalt ændrer sig – både i forståelsen og i rammen omkring dem – vil indsatsen ofte fejle, og barnet risikerer at blive retraumatiseret.
For barnet er det helt centralt at opleve, at de voksne forstår, hvorfor det blev umuligt at gå i skole, og at det ikke bare handler om at "komme tilbage", men om at ændre på det, der gjorde det uholdbart.
Når man bevæger sig videre til de sekundære problemstillinger, er det afgørende, at indsatsen er individuelt tilpasset.
Den skal tage højde for barnets samlede profil – både følelsesmæssigt, kognitivt og socialt – og for eventuelle diagnoser eller særlige træk. Det gælder blandt andet, hvis barnet har en neurodivergent profil, eksempelvis:
- Autisme
- ADHD
- PDA – Pathological Demand Avoidance (på dansk: Patologisk Kravundgående Adfærd)
Børn med PDA adskiller sig ofte fra andre børn i autismespektret ved, at de reagerer ekstremt sensitivt på krav – ikke kun tydelige ydre krav, men også indre eller sociale forventninger. Krav kan trigge høj angst og modstand, og barnet vil ofte forsøge at undgå disse gennem strategi, overspringshandlinger, humor eller – i nogle tilfælde – udadreagerende adfærd.
Derfor må interventioner ikke blot tage udgangspunkt i at få barnet fysisk tilbage i skole. De skal formes ud fra en dybere forståelse af barnets funktionsmåde og de psykologiske mekanismer bag skolevægringen
Afledte problemstillinger
er de vanskeligheder, der opstår som følge af barnets fravær fra skolen.
Når et barn eller en ung i længere tid ikke har været en del af skolefællesskabet, kan der udvikle sig en række følgevirkninger – både følelsesmæssige, sociale og kognitive. Disse afledte problemer er ikke nødvendigvis årsagen til skolevægringen, men de forstærker ofte barnets mistrivsel og kan gøre det endnu sværere at vende tilbage til en meningsfuld hverdag.
Afledte problemstillinger kan fx være:
- Ensomhed og isolation – barnet mister kontakt til jævnaldrende og sociale fællesskaber
- Øget angst – både socialt, fagligt og ift. forandringer og krav
- Søvnforstyrrelser – ofte pga. manglende rutiner og struktur i hverdagen.
- Depression - Grundet social isolation mm.
- Manglende sociale færdigheder – pga. fravær fra sociale samspil i skoledagen
- Lav eller negativ skoleidentitet – barnet oplever sig som "udenfor", "dårlig til skole" eller "ikke som de andre" Det er vigtigt, at disse afledte problemstillinger ikke overses eller betragtes som sekundære. De har stor betydning for barnets generelle trivsel, og de kan stå i vejen for både udvikling og læring, hvis de ikke adresseres aktivt. En vellykket indsats ved skolevægring bør derfor ikke kun fokusere på skoleopstart, men også rumme et målrettet arbejde med de følgevirkninger, barnet har udviklet. På den måde får barnet mulighed for at opbygge et fundament, hvor en ny begyndelse i skole – eller anden læringskontekst – bliver realistisk, bæredygtig og meningsfuld.
